L 166 Forslag til lov om planlægning.

Af: Miljøminister Lone Dybkjær (RV)
Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 163.

Efter 1.beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Lovforslaget indgik i den af miljøministeren fremsatte miljøreformlovpakke. Lovpakken skulle sikre en styrkelse af miljø- og naturinteresser, samtidig med at myndighedsbehandlingen blev forenklet og decentraliseret.

Dette lovforslag skulle sammenfatte og forenkle 5 love: - by- og landzoneloven, - lov om lands- og regionplanlægning, - lov om kommuneplanlægning, - lov om ekspropriation til byudvikling og - kapitel 2 i lov om sommerhuse og campering m.v.

Lovforslaget opretholdt lands- og regionplanlovens bestemmelser om landsplanlægning. Ministerens beføjelser over for den decentrale planlægning blev foreslået udvidet og de årlige landsplanredegørelser til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg afløst af en redegørelse, når der har været nyvalg til Folketinget.

Lovforslaget opretholdt den lovbestemte pligt til at udarbejde regionplaner, men kravene til regionplanernes indhold begrænsedes. Endvidere skulle reglerne om kommune- og lokalplaners form og indhold og den lovbestemte pligt til at udarbejde disse planer opretholdes.

Den fremtidige region- og kommuneplanlægning skulle således herefter navnlig bestå i revisioner og tillæg om særlige emner.

Endvidere skulle landzonebestemmelserne afløse by- og landzoneloven. Bestemmelserne skulle fortsat sikre hovedformålet, som er at forhindre ukontrolleret bebyggelse i det åbne land, således at egentlig byudvikling sker dér, hvor planlægningen åbner mulighed derfor.

Lovforslaget opretholdt endelig de hidtidige regler om forbud mod helårsbeboelse i sommerhusområder med mulighed for dispensation i særlige tilfælde.

Men der blev i lovforslaget givet visse pensionister en egentlig ret til helårsbeboelse i deres sommerhus, forudsat at pensionisten havde ejet sommerhuset i 10 år, og at dette bygningsmæssigt var i forsvarlig stand, dvs. at boligen ikke var kondemnabel.

Lovforslaget blev fremsat sammen med følgende 4 lovforslag: Forslag til lov om miljøbeskyttelse (L 164), forslag til lov om naturbeskyttelse (L 165), forslag til lov om vandløb (L 167) og forslag til lov om naturklagenævnet (L 168).

Disse fem lovforslag skulle erstatte 21 gældende love og sammen udgøre en samlet natur- og miljølovsreform.

Miljø- og Planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Helen Beim (S), Annelise Gotfredsen (KF), Bernt Johan Collet (KF), Hanne Severinsen (V), Leif Hermann (SF), Knud Lind (FP), Peter Duetoft (CD), Marianne Jelved (RV) og Henning Lysholm (KrF)