L 116 Forslag til lov om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler.

Af: Kulturminister Ole Vig Jensen (RV)
Samling: 1989-90
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 115.

Efter 1.beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Kulturudvalget (KUU).

Ved loven indføres for ungdomsskolerne rammestyring svarende til den styring, der etableres med vedtagelsen af loven om støtte til folkeoplysning (L 115). Styrelsen af ungdomsskolen henlægges til en ungdomsskolebestyrelse, der sammensættes af repræsentanter for kommunalbestyrelsen og for organisationer, der har berøring med ungdomsskolearbejdet, foruden af repræsentanter for lærere og elever.

For produktionsskolerne er den vigtigste ændring i forhold til gældende lov, at beføjelsen til at godkende vedtægter m.v. flyttes fra Kulturministeriet til vedkommende kommunalbestyrelse eller amtsråd. Reglerne om offentlige tilskud videreføres efter de hidtidige retningslinjer.

Daghøjskolernes forhold har ikke tidligere været reguleret ved lov. Ved loven forudsættes daghøjskolerne etableret som selvejende institutioner, og godkendelsen af vedtægter m.v. henlægges til vedkommende kommunalbestyrelse eller amtsråd. Skolernes virksomhed vil stadig i et vist omfang blive finansieret ved direkte statstilskud, men daghøjskolernes drift skal herudover i lighed med produktionsskolernes finansieres ved kommunale tilskud.

Endelig videreføres de 3 eksisterende ungdomskostskoler i kommunalt regi. De hidtil gældende bestemmelser herom indgik ikke i lovforslaget, men blev indføjet i forbindelse med Kulturudvalgets behandling af lovforslaget. Statstilskud til ungdomskostskoler beregnes efter enklere regler end de hidtil gældende.

Loven bygger i lighed med L 115 på folkeoplysningsudvalgets betænkning nr. 1164/89 og på det af Folketinget vedtagne tipunktsprogram for voksenundervisning og folkeoplysning fra maj 1984.

Lovforslaget fik sin endelige udformning ved et forlig mellem regeringspartierne, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Lovforslaget vedtaget med 137 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF, Steenholdt (Grønl.) og Hugo Holm (UP)) mod 15 (FP).
Partiernes ordførere
Jytte Andersen (S), Eva Bente Møller (KF), Helge Sander (V), Kaj Stillinger (SF), Pia Dahl (FP), Marianne Jelved (RV), Jette Pors (CD) og Henning Lysholm (KrF)