L 105 Forslag til lov om Den Kulturelle Fond og om visse bevillinger på ophavsretsområdet.

Af: Kulturminister Ole Vig Jensen (RV)
Samling: 1989-90
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 104.

Efter 1.beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven, som skal ses i sammenhæng med den samtidig med denne lov vedtagne teaterlov (L 104), omhandler tre emner:

For det første Den Kulturelle Fond, hvis midler især hidrører fra afgifter på musik- og teaterområdet. I 1986 vedtog Folketinget at aftrappe disse afgifter over en 10-årig periode.

For det andet den særlige afgift på 2 pct., som teaterledere skal erlægge til Koda-Dramatik og Drama-Ret af de med udenlandske repræsentanter for forfattere og komponister aftalte opførelseshonorarer. Afgiften har hidtil været hjemlet i teaterlovens § 35.

For det tredje visse bevillinger til mellemmandsvirksomhed på ophavsretsområdet. Blandt de med eneret udstyrede bevillingshavere efter denne bestemmelse er Koda, der opkræver afgifter for offentlig fremførelse af beskyttet musik.

Lovforslaget var en uændret genfremsættelse af et i folketingsåret 1988-89 fremsat lovforslag (L 199), se herom i Årbog & Registre 1988-89, side 158.

Lovforslaget fik sin endelige udformning ved et forlig indgået mellem regeringspartierne, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Forliget omfattede ud over L 105 tillige L 22 (musik), L 104 (teaterlov), og L 184 (musikskoler).

Lovforslaget vedtaget med 107 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF og Steenholdt (Grønl.)) mod 11 (FP); Hugo Holm (UP) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Hanne Andersen (S), Per Stig Møller (KF), Hanne Severinsen (V), Ingerlise Koefoed (SF), Pia Dahl (FP), Addi Andersen (CD), Marianne Jelved (RV) og Henning Lysholm (KrF)