Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

'Folketinget opfordrer regeringen til at lade hensynet til en bæredygtig udvikling indgå i industripolitikken efter følgende retningslinjer:

Industriministeriet udarbejder i samarbejde med de relevante fagministerier

- et miljøteknologisk udviklingsprogram,
- et arbejdsmiljøteknologisk udviklingsprogram,
- et udviklingsprogram for vedvarende energi og energibesparelse,
- udviklingsprogrammer i tilknytning til dele af den offentlige service, f.eks. ældre- og handicapforsorg, samt
- et udviklingsprogram for ulandstilpasset teknologi.

Hovedmidlet til fremme af de nævnte teknologier skal være udviklingskontrakter, hvor offentlige styrelser udarbejder og finansierer udviklings- og forskningsopgaver, der udføres af erhvervsvirksomheder. Udviklingskontrakterne finansieres i videst muligt omfang ved omprioritering af de eksisterende bevillinger til teknologisk udvikling. I fornødent omfang tilføres Industriministeriet nye midler til finansiering af de nævnte udviklingsprogrammer.'

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at forslagsstillerne fandt, at hensynet til en bæredygtig udvikling i de forskellige politikområder spillede en underordnet rolle i industripolitikken. Dette fandt forslagsstillerne beklageligt, idet produktionsmåde og holdbarhed og art af det producerede var afgørende for belastning af naturgrundlaget, specielt da samfundsøkonomiske grunde nødvendiggjorde en forøgelse af produktionen. Efter forslagsstillernes opfattelse var Danmark i dobbeltklemme. På den ene side naturens reaktioner på påvirkningen og på den anden side Danmarks økonomiske problemer. Forslagsstillerne forventede derfor at få størst udbytte ved at målrette udviklingsindsatsen mod områder, hvor landet havde særlige forudsætninger, eller hvor der var udækkede behov. Derved ville det blive muligt at udvikle f.eks. bedre miljø og udvikle produkter og teknologier med eksportmuligheder. Et hovedmiddel hertil ville efter forslagsstillernes opfattelse være udviklingskontrakter, der skulle udbydes som samarbejdsprojekter mellem flere virksomheder. Eventuelle patenter, som udviklingsprojekter opnåede, skulle tilfalde det offentlige. I tilknytning til programmerne skulle der iværksættes teknologivurdering for at sikre, at sigtet fastholdtes og det administrative fundament kunne forbedres.

Endelig skulle der foretages effektvurdering og evaluering af de enkelte projekter.

Udvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.