B 14 Forslag til folketingsbeslutning om en pensionsreform.

Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Beh sammen med B 13, B 15 og B 16.

Efter 1.beh henvist til Det Politisk-Økonomiske Udvalg (PØU).

Ifølge beslutningsforslaget opfordredes regeringen til at tilvejebringe den nødvendige rammelovgivning til sikring af, at pensionsordninger efter pensionskassemodellen som led i en indkomstpolitisk aftale kunne etableres på hele arbejdsmarkedet fra 1991.

Pensionsreformen burde hvile på følgende principper:

- Alle erhvervsaktive skulle hurtigt inddrages i et egetbidrag til arbejdsmarkedspension, mens voksende arbejdsgiverbidrag skulle aftales i de kommende overenskomstperioder.

- Eksisterende ordninger skulle respekteres.

- Det obligatoriske grundelement skulle være en løbende, livsvarig ordning.

- Der skulle tages udgangspunkt i en pensionskassemodel omfattende homogene grupper.

- Der skulle etableres risikoudligning med hensyn til dødelighed og invaliditet mellem alle arbejdsmarkedspensionsordninger.

- Automatisk adgang til overflytning ved jobskift.

- De grupper, der ufrivilligt var ude af arbejdsmarkedet, skulle sikres inddraget i arbejdsmarkedspension

- Folkepensionens reelle værdi skulle opretholdes.

Det Politisk-Økonomiske Udvalg afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.