L 203 Forslag til lov om forbud mod våbentransporter.

Samling: 1988-89
Status: 3. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Lovforslaget var en uændret genfremsættelse af et af justitsministeren i folketingsåret 1987-88, 1. samling, fremsat lovforslag. Der henvises derfor til omtalen heraf i Årbog & Registre 1987-88, side 83-84.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en række ændringsforslag stillet af S og SF og tiltrådt af KRF. Et af ændringsforslagene indebar bl.a., at lovforslaget også kom til at omfatte udenlandske skibe ejet af personer med dansk indfødsret og af personer bosat i Danmark eller af selskaber hjemmehørende i Danmark. Endvidere blev forbudet mod våbentransporter udvidet til også at omfatte tilfælde, hvor personer med dansk indfødsret eller personer bosat her i landet eller selskaber hjemmehørende i Danmark lejer udenlandsk transportkapacitet for at transportere våben. Lovforslaget blev desuden udvidet til også at omfatte personer med dansk indfødsret og personer bosat i den danske stat eller selskaber hjemmehørende her, som formidler transport af våben og krigsmateriel m.v. på udenlandske skibe.

Ved et andet ændringsforslag kom lovforslaget til at omfatte våbentransporter, hvor det er hensigten, at våbnene skal transporteres videre til et land, hvortil man ikke ville kunne opnå tilladelse til våbentransport.

Andre ændringsforslag vedrørte strafbestemmelsen og indsættelse af en konfiskationsbestemmelse m.v.

Lovforslaget blev i Retsudvalget behandlet i sammenhæng med forslag til lov om krigsmateriel m.v., L 46 (se dette).

Lovforslaget forkastet, idet 57 (S, SF og KRF) stemte for, 65 (KF, V, FP, RV, CD og Steenholdt (Grønl.)) imod.
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Helge Adam Møller (KF), Else Winther Andersen (V), Leif Hermann (SF), Birger Christensen (FP), Addi Andersen (CD) og Kirsten Damgaard Lee (RV)