L 152 Forslag til lov om ændring af lov om lands- og regionplanlægning, lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet og lov om miljøbeskyttelse.

(VVM-vurdering af virkninger på miljøet).

Af: Miljøminister Lone Dybkjær (RV)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven skaber den fornødne hjemmel for at gennemføre EF-direktivet om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet. Det forudsættes i EF-direktivet, at der forud for etablering af visse nærmere beskrevne anlæg foretages en vurdering af anlæggets miljømæssige konsekvenser for omgivelserne - herunder de landskabelige, økologiske og visuelle konsekvenser.

Etableringen af disse anlæg vil kunne ske både på land og på søterritoriet. Det tilsigtes, at EF-direktivet gennemføres på land via regionplanlægningen.

Vurdering af anlæg på søterritoriet er sikret ved Trafik- og Kommunikationsministeriets bekendtgørelse nr. 379 af 1. juli 1988.

Miljøministeren bemyndiges til at fastsætte de nærmere regler for, hvilke anlæg der skal omfattes af godkendelsesordningen, og for, hvilke oplysninger bl.a. virksomhederne er forpligtet til at afgive til brug for vurderingerne.

Loven indeholder kun få justeringer i forhold til de allerede gældende godkendelsesordninger, der følger af planlægnings- og miljølovgivningen.

Lovforslaget er en genfremsættelse af et af miljøministeren i folketingsåret 1987-88, 1. samling, fremsat lovforslag (se Årbog og Registre 1987-88, side 168).

Lovforslaget vedtaget med 106 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD og KRF) mod 15 (FP).
Partiernes ordførere
Henning Nielsen (S), Niels Ahlmann-Ohlsen (KF), Peder Sønderby (V), Leif Hermann (SF), Knud Lind (FP) og Marianne Jelved (RV)