L 222 Forslag til lov om ændring af ægteskabsloven.

(Separations- og skilsmissebetingelser).

Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget.

Lovforslaget indeholdt en modernisering af ægteskabslovens kapitel om separation og skilsmisse.

Lovforslaget indebar således, at en ægtefælle skulle have ret til separation, uanset hvordan den anden ægtefælle stiller sig hertil. Endvidere blev det foreslået, at separationstidens længde skulle ændres, således at den som udgangspunkt fortsat skulle være 1 år, men i tilfælde, hvor ægtefællerne var enige om at ønske skilsmisse, kunne dette opnås efter 6 måneders separation.

Den gældende regel om adgang til skilsmisse, når samlivet på grund af uoverensstemmelser har været hævet i de sidste 3 år, skulle efter lovforslaget ændres, så fristen blev 2 år. Adgangen til skilsmisse på grund af utroskab, vold eller bigami skulle fortsat bestå, mens de øvrige gældende skilsmissegrunde skulle ophæves.

Endelig skulle kravet om obligatorisk mægling og vilkårsforhandling i separations- og skilsmissesager efter lovforslaget indskrænkes.

Lovforslaget byggede på betænkning nr. 1121/1987 om separations- og skilsmissebetingelser, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Pia Gjellerup (S), Grethe Fenger Møller (KF), Leif Hermann (SF), Henrik Toft (V), Kirsten Damgaard Lee (RV), Birgith Mogensen (CD), Pia Kjærsgaard (FP), Jørgen Tved (FK) og Inger Stilling Pedersen (KrF)