L 182 Forslag til lov om registreret partnerskab.

Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 183.

Efter 1. beh henvist til Retsudvalget.

Lovforslaget indebar, at to personer af samme køn skulle kunne indgå et registreret partnerskab med den konsekvens, at de retsvirkninger, der er knyttet til indgåelse af ægteskab, overføres til at gælde for et registreret partnerskab. Reglerne i adoptionsloven skulle dog ikke overføres til personer, der har registreret et partnerskab. Efter lovforslaget bemyndigedes justitsministeren til at fremsætte regler for fremgangsmåden ved registrering af partnerskab. Ægteskabslovens regler om kirkelig og borgerlig vielse skulle således ikke anvendes ved registrering af partnerskab.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at muligheden for at registrere et parforhold ikke skulle forbeholdes homoseksuelle. Personer af samme køn uden seksuelle relationer til hinanden ville således være omfattet af lovforslaget, hvis de i øvrigt opfyldte de betingelser, der stilles til at registrere et partnerskab.

Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om ændring af ægteskabsloven, arveloven, straffeloven og lov om afgift af arv og gave. (Ændringer som følge af indførelse af registreret partnerskab), se L 183.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Torben Lund (S), Pia Gjellerup (S), Hagen Hagensen (KF), Ebba Strange (SF), Henrik Toft (V), Aase Olesen (RV), Birgith Mogensen (CD), Kim Behnke (FP), Henrik Michael Berlau (FK) og Inger Stilling Pedersen (KrF)