L 98 Forslag til lov om ændring af konkursloven.

(Gældssanering med specielt henblik på studiegæld).

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 387 af 10-06-1987
Efter 1. behandling henvist til Retsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet behandling i Retsudvalget.

Loven indeholder bestemmelser, der tydeliggør konkurslovens regler om gældssanering, således at intentionerne bag indførelsen af gældssaneringsreglerne udtrykkeligt fremgår af lovteksten. Der indsættes en bestemmelse om en 5-års regel, hvorefter tilbagebetaling af gælden som udgangspunkt anses for udsigtsløs, såfremt der ikke kan betales inden for de nærmeste år (3-5 år). Endvidere indføjes en bestemmelse, hvorefter skifteretten ved afgørelsen af, om betingelserne for gældssanering er opfyldt, ikke skal tage i betragtning, hvorvidt der er mulighed for at opnå eftergivelse af gælden efter anden lovgivning.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af 4 af udvalget i betænkningen stillede ændringsforslag.

Lovforslaget var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1985-86 fremsat lovforslag, se Folketingsårbog 1985-86, side 320.

Lovforslaget vedtaget med 131 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, KRF, VS og Arne Bjerregaard (UP)) mod 4 (FP).
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Flemming Hansen (KF), Helge Sander (V), Leif Hermann (SF), Jørgen Estrup (RV), Birgith Mogensen (CD), Inger Stilling Pedersen (KrF), Kristen Poulsgaard (FP) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)