L 87 Forslag til lov om ændring af toldloven.

(Aktiv og passiv forædling, forhøjelse af ekspeditionsafgift).

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel (KF)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 935 af 19-12-1986
Efter 1. behandling henvist til Skatte- og Afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Ved loven ophæves som følge af en række nye EF-forordninger herom hovedparten af toldlovens bestemmelser om aktiv forædling. Aktiv forædling er en toldprocedure, der giver mulighed for i EF toldfrit at indføre råvarer, der i EF-landene forædles med henblik på videreeksport fra EFs toldområde. Ved indførsel af de pågældende råvarer skal importøren efter gældende regler deponere toldbeløbet, der herefter frigives ved eksport.

Loven tilpasser toldlovens bestemmelser om aktiv forædling til de nye EF-bestemmelser herom.

Endvidere gennemføres med loven en forhøjelse af den ekspeditionsafgift, der betales til toldvæsenet ved for sent indgivet toldangivelse.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 128 stemmer (S, KF, V, RV, CD, KRF og FP); 23 (SF og VS) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Arne Lund (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Ruth Olsen (SF), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Hans Damgaard Nielsen (FP)