L 74 Forslag til lov om nedsættelse af en kommission til bedømmelse af etiske, tekniske og juridiske spørgsmål i forbindelse med anvendelse af moderne medicinsk teknologi.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 76.

Efter 1. behandling henvist til Udvalget angående et Etisk Råd m.v.

Lovforslaget indeholdt bestemmelser om nedsættelse af en kommission til bedømmelse af etiske, tekniske og juridiske spørgsmål i forbindelse med anvendelsen af moderne medicinsk teknologi.

Kommissionen skulle udarbejde og offentliggøre en eller flere betænkninger, hvoraf resultaterne af kommissionens arbejde med en række i lovforslaget opregnede spørgsmål skulle fremgå. Kommissionen skulle kunne fremkomme med forslag til eventuel lovgivning over for den minister, hvorunder det pågældende anliggende hører.

Kommissionen, bestående af 17 medlemmer, skulle nedsættes af indenrigsministeren efter godkendelse af et af Folketinget nedsat udvalg.

Til kommissionen skulle udpeges 8 medlemmer med særlig sagkundskab inden for psykologi, biologi, almen lægepraksis, medicinsk forskning, syge- og sundhedspleje, biomedicinsk industri, socialpædagogik, filosofi og etik samt mindst ét medlem med særlig sagkundskab vedrørende de juridiske spørgsmål, der skulle indgå i kommissionens arbejde. Andre 8 medlemmer skulle have kendskab til og indsigt i den bredere samfundsdebat og adoptions-, ungdoms- og kvindeorganisationernes synspunkter.

Til formand skulle udpeges en person med bred indsigt i de spørgsmål, kommissionen skulle bedømme, og som nød almindelig respekt i kraft af sin integritet og upartiskhed.

Lovforslaget var en udbygning og revision af et i folketingsåret 1985-86 fremsat lovforslag, se Folketingsårbog 1985-86, side 317.

Udvalget Angående et Etisk råd m.v. afgav ikke betænkning over lovforslaget idet udvalget afgav betænkning over det af indenrigsministeren fremsatte forslag til lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse biomedicinske forsøg (L 76).
Partiernes ordførere
Jytte Hilden (S), Helle Degn (S), Karen Højte Jensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Margrete Auken (SF), Aase Olesen (RV), Birgith Mogensen (CD), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Kristen Poulsgaard (FP) og Jesper Kinch-Jensen (VS)