L 193 Forslag til lov om ændring af lov om børnetilskud og andre familieydelser.

(Tredobling af det forhøjede børnetilskud for april kvartal 1987).

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved lovforslaget foresloges en tredobling af det forhøjede børnetilskud i april kvartal 1987.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at forslagsstillerne har ønsket at ligestille enlige forsørgere, der modtager forhøjet børnetilskud, med forsørgere, der modtager almindeligt børnetilskud.

Det almindelige børnetilskud blev fordoblet i 1. og 2. kvartal af 1987 som en overgangsordning, før børnefamilieydelsen kunne komme til udbetaling den 1. juli 1987.

Forslagsstillerne ønskede en tilsvarende forbedring til de enlige forsørgere, men havde af tekniske grunde valgt en tredobling af 2. kvartal, da lovforslaget blev fremsat for sent til, at en fordobling af det forhøjede børnetilskud i 1. og 2. kvartal kunne gennemføres.

Socialudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Erik Brünnich Smith (S), Merete Aarup (KF), Hanne Severinsen (V), Asbjørn Agerschou (SF), Aase Olesen (RV), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Pia Kjærsgaard (FP) og Steen Tinning (VS)