Efter 1. behandling henvist til Udvalget om Offentlige Arbejder.
Efter 2. behandling henvist til fornyet behandling i Udvalget om Offentlige Arbejder.
Loven indebærer følgende:
1) godkendelse af den forlængelse af konsortialaftalen, som de tre moderselskaber er enige om, men begrænset til 2005,
2) forlængelse af DDLs koncession, jf. bekendtgørelse nr. 481 af 13. december 1951, som ændret ved bekendtgørelse nr. 322 af 26. november 1959, bekendtgørelse nr. 336 af 11. juni 1976 og bekendtgørelse nr. 173 af 30. april 1985,
3) forlængelse af aftalen mellem regeringerne i Danmark, Norge og Sverige om samarbejde på luftfartens område, jf. for Danmarks vedkommende bekendtgørelse nr. 25 af 11. juni 1952, som ændret ved bekendtgørelse nr. 47 af 28. september 1959 og bekendtgørelse nr. 75 af 31. august 1976.
Koncessionen til DDL begrænses, således at DDL (SAS) ikke længere har fortrinsret - og dermed transportpligt - til udførelse af flyvning med fragt. Ligeledes udgår kravet om, at fragtpriser skal forelægges til godkendelse hos Ministeriet for Offentlige Arbejder.
I udvalgets betænkning udtalte et flertal (KF, V, RV, CD og KRF), at det er en forudsætning for flertallets anbefaling af en forlængelse af konsortialaftalen til 30. september 2005, at et »Comair-samarbejde« gennemføres. Endvidere forudsætter dette flertal, at SAS' eventuelle samarbejde med SABENA eller andre ruteselskaber sker på vilkår, der er tilfredsstillende for Danmark.
Lovforslaget vedtaget med 123 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, KRF og VS) mod 4 (FP).