B 94 Forslag til folketingsbeslutning om rentelettelse og gældssanering af studiegæld.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 160 og B 95.

Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Beslutningsforslaget indeholdt et pålæg til regeringen om at udarbejde forslag til lov om rentelettelse og gældssanering af studiegæld med henblik på vedtagelse i indeværende folketingsår efter følgende retningslinier:

1. Rentebyrden lettes væsentligt for studiegæld, hvorom der er truffet afviklingsaftale.

2.

a) For studiegæld, som er overgået til Hypotekbanken, foretages gældssanering på basis af individuel trangsvurdering.

b) Gældssanering sker efter ansøgning, når gældsbyrden (gældens størrelse, ansøgerens indkomstforhold etc.) overstiger visse objektive kriterier.

c) For lån, hvor garantiperioden ikke er udløbet, skal der hengå en vis periode mellem Hypotekbankens overtagelse af gælden og indrømmelse af gældssanering.

d) Gældssanering skal indebære, at den samlede aftalte afdragsperiode (afdrag såvel før som efter lånets indfrielse af Hypotekbanken) ikke overstiger 10 år.

3. Adgangen til at sanere studiegæld efter samme regler som anden gæld ved skifterettens medvirken sikres.

4. Al studiegæld, som ikke er afviklet ved udløbet af garantiperioden på 15 år, overtages af Hypotekbanken og underkastes gældssanering efter reglerne i pkt. 2.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget, idet det af undervisningsministeren fremsatte lovforslag nr. L 160 blev vedtaget.
Partiernes ordførere
Erling Olsen (S), Connie Hedegaard (KF), Helge Sander (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Jørgen Estrup (RV), Pia Kjærsgaard (FP) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)