B 93 Forslag til folketingsbeslutning om et udviklingsprogram for folkelige eksperimenter med ny teknologi.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: 2. behandlet/Forkastet
Beh sammen med B 91 og B 92.

Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Folketingsbeslutningen havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at fremlægge et udviklingsprogram for folkelige eksperimenter med ny teknologi. I den forbindelse skal regeringen:

1. afsætte 50 mill. kr. årligt på Teknologirådets budget til finansiering af programmet og

2. anmode videnskabsbutikken ved Danmarks Tekniske Højskole om at være formidler mellem Teknologistyrelsen og de grupper og organisationer, der søger midler i henhold til udviklingsprogrammet.«

Om baggrunden for fremsættelsen af de 3 beslutningsforslag (B 91, B 92 og B 93) henvises til omtalen heraf under B 91. Navnlig for så vidt angår baggrunden for fremsættelse af nærværende beslutningsforslag anførte forslagsstillerne i den skriftlige fremsættelse, at de ønskede, at behovsstyrede udviklingsprogrammer blev sat i gang samtidig med udviklingsprogrammer, der alene har teknologioverførsel eller -udvikling som formål. Samtidig ønskede forslagsstillerne at pege på, at der ud over de i redegørelsen allerede nævnte behovsstyrede udviklingsprogrammer var behov for et, der var styret af de behov, som græsrodsbevægelser, beboergrupper m.v. selv formulerer.

Forslagsstillerne stillede i udvalgsbetænkningen, ændringsforslag om, at der i første omgang kun skulle afsættes 10 mill. kr. årligt til finansiering af programmet, og at også det i henhold til § 2 i lov nr. 272 af 6. juni 1985 nedsatte teknologinævn skulle være formidler på linje med videnskabsbutikkerne på de højere læreanstalter.

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 56 (S, SF og VS) stemte for, 67 (KF, V, RV, CD, KRF og FP) imod.
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Svend Heiselberg (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Hans Larsen-Ledet (RV), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Helge Dohrmann (FP)