Beh sammen med L 173, L 174, L 175, L 179, L 180, L 181, B 126, B 136 og B 138.
Efter 1. behandling henvist til det politisk-økonomiske udvalg.
Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:
»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om oprettelse af virksomhedsråd på alle virksomheder, institutioner og forvaltninger (herefter benævnt virksomheder) inden for stat, amter og kommuner efter følgende retningslinjer:
1. På alle virksomheder med mere end 10 ansatte vælges et virksomhedsråd. Er der 10 ansatte eller derunder, udgør disse i fællesskab virksomhedsrådet.
Er der inden for en virksomhed flere arbejdssteder med selvstændig ledelsesfunktion, oprettes der for hvert af disse arbejdssteder et virksomhedsråd.
2. Oprettes der inden for en virksomhed flere virksomhedsråd, oprettes der tillige et hovedvirksomhedsråd, der er fælles for hele virksomheden.
3. Virksomhedsrådets opgave er at lede virksomheden og have ansvaret for virksomhedens økonomi, budgetter, teknologiske fornyelse, planlægning og drift, idet ansvaret for visse institutioner som f.eks. skoler, daginstitutioner, døgninstitutioner m.v. dog skal udøves i samarbejde med de pågældende brugere.
4. Valg til såvel virksomhedsråd som hovedvirksomhedsråd finder sted ved skriftlig afstemning blandt samtlige ansatte. Valgperioden er 2 år, og genvalg kan finde sted. Der vælges særskilt det samme antal suppleanter, som der vælges rådsmedlemmer.
For at opnå valgbarhed skal man have mindst et års anciennitet i virksomheden.
5. Den af en parlamentarisk forsamling eller af virksomhedsrådet ansatte leder af virksomheden deltager i virksomhedsrådets møder uden at være medlem af dette.
6. Antallet af medlemmer af et valgt virksomhedsråd kan ikke overstige 14 eller være mindre end 6.
Efter nyvalg konstituerer rådet sig selv med formand, næstformand og sekretær.
Rådet fastsætter selv sin forretningsorden. Ved afstemninger skal almindeligt flertal dog være gældende.
7. Der nedsættes et centralråd for statslige virksomheder og et centralråd for amts- og kommunale virksomheder. Rådet sammensættes med en tredjedel repræsentation af henholdsvis virksomhedsrådene og de faglige og de folkevalgte forsamlinger.
Centralrådenes opgaver er at virke vejledende og rådgivende for virksomhedsrådene, at fortolke love og cirkulærer m.v., at registrere alle virksomhedsråd, at forestå uddannelses- og informationsvirksomhed, kurser og konferencer samt at komme med indstillinger til de folkevalgte forsamlinger.
Til varetagelse af de daglige opgaver oprettes et sekretariat for hvert af de to centralråd.«
Formålet med beslutningsforslaget var ifølge bemærkningerne til forslaget at konkretisere de mange positive hensigtserklæringer om forøgelse af de offentligt ansattes indflydelse på arbejdspladsens virke.
Beslutningsforslaget, der i øvrigt skulle betragtes som en afløsning for et i folketingsåret 1984-85 fremsat lovforslag om samme emne, se Folketingsårbog 1984-85, side 283, blev behandlet sammen med regeringens lovforslag om fremme af overskudsdeling (L 173, L 174, L 175, L 179, L 180 og L 181), det af Socialdemokratiet fremsatte beslutningsforslag om medejendomsret og medbestemmelse (Indførelse af overskudsdeling) (B 136), det af Det Radikale Venstre fremsatte beslutningsforslag om obligatorisk overskudsdeling, medeje og medbestemmelse (B 138) og naturligvis det af Socialistisk Folkeparti fremsatte beslutningsforslag om indførelse af virksomhedsdemokrati og samfundsstyring af kapitalen (B 126).
Udvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.