L 201 Lov om forlængelse af forsøg med lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.

Af: Minister for kulturelle anliggender H. P. Clausen () Minister for kulturelle anliggender og Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 172 af 25-03-1986
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Loven medførte, at de lokale radio- og fjernsynsprojekter inden for den forsøgsordning, der udløb 31. marts 1986, kunne fortsætte udsendelserne, indtil der eventuelt udstedtes tilladelser i den pågældende kommune inden for en varig ordning, dog ikke længere end til den 30. september 1986.

For så vidt angår lokal radiovirksomhed findes regler om en varig ordning i lov nr. 589 af 19. december 1985, se den nærmest foranstående sag, der i øvrigt trådte i kraft den 1. april 1986. I de ledsagende bemærkninger til nærværende lovforslag anførtes der herom følgende:

»Lov nr. 589 af 19. december 1985 vedrørende lokal radiovirksomhed træder i kraft den 1. april 1986. Det må imidlertid forudses, at udstedelsen af tilladelser i mange tilfælde af praktiske grunde først vil kunne ske efter denne dato. For at undgå en afbrydelse af den igangværende radiovirksomhed foreslås det derfor, at forsøgsordningen løber videre i det enkelte lokale område indtil det tidspunkt, da det pågældende lokale nævn har udstedt tilladelser til radiovirksomhed, dog senest den 30. juni 1986.«

Sidstnævnte dato blev ved vedtagelse af et af ministeren for kulturelle anliggender i betænkningen stillet ændringsforslag ændret til 30. september 1986.

For så vidt angår lokal fjernsynsvirksomhed var der allerede fremsat lovforslag, der skulle omfatte en varig ordning også for lokal fjernsynsvirksomhed (se den under A. II, nr. 21 omtalte sag).

I de ledsagende bemærkninger til nærværende lovforslag var der om lokal fjernsynsvirksomhed anført følgende:

»Med hensyn til lokal fjernsynsvirksomhed er hensigten med nærværende lovforslag, at projekter under forsøgsordningen skal kunne fortsætte efter den 1. april 1986 og frem til et tidspunkt, hvor spørgsmålet om en permanent ordning vedrørende lokal-TV kan forventes afklaret. Spørgsmålet om en overgangsordning vedrørende lokal-TV - under hensyn til de praktiske forhold i forbindelse med en permanent ordnings iværksættelse - vil fortsat kunne indgå i forhandlingerne om L 168.«

Der henvises i øvrigt til det senere fremsatte og vedtagne forslag til lov om forlængelse af forsøg med lokal fjernsynsvirksomhed (se den nærmest følgende sag).

Lovforslaget blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget med 112 stemmer.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Flemming Jensen (KF), Helge Sander (V), Ingerlise Koefoed (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Frode Nør Christensen (CD), Steen Tinning (VS), Kristen Poulsgaard (FP) og Inger Stilling Pedersen (KrF)