L 20 Lov om ændring af selskabsskatteloven.

(Udloddende investeringsforeninger).

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel (KF)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 533 af 13-12-1985
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven er et led i skattereformaftalen af 19. juni 1985.

Efter loven er det en betingelse for udloddende investeringsforeninger for at bevare status som skattefrie foreninger, at foreningerne forpligter sig til også at udlodde realiserede kursgevinster på fordringer, hvor den pålydende rente ikke opfylder kravet til mindsterenten i den samtidigt vedtagne lov om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer og gæld, se A. I. nr. 96.

Det er yderligere en betingelse, at foreningerne forpligter sig til at udlodde aktieavancer, som efter aktieavancebeskatningslovens §§ 2 og 2 a er almindelig skattepligtig indkomst for personer. Det vil sige, at udloddende investeringsforeninger også skal udlodde avancer på aktier, der afhændes efter mindre end tre års ejertid, og avancer på aktier i visse udenlandske investeringsselskaber m.v. uanset ejertidens længde, jfr. lov om ændring af lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v. (Visse udenlandske investeringsselskaber m.v.), se A. I. nr. 122.

Loven har virkning fra og med indkomståret 1986.

I udvalgets betænkning samt til 3. behandling blev der af ministeren for skatter og afgifter stillet ændringsforslag. Disse ændringsforslag blev vedtaget.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 151 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 3 (FP).
Partiernes ordførere
Mogens Lykketoft (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Jens Thoft (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Bente Juncker (CD), Ove Jensen (FP), Keld Albrechtsen (VS) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)