Efter at ordføreren for forespørgerne (Helle Degn (S)) havde begrundet forespørgslen, afgav statsministeren (Poul Schlüter) og arbejdsministeren (Grethe Fenger Møller) besvarelser.
I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og arbejdsministeren - følgende ordførere for partierne: Eva Møller (KF), Hanne Severinsen (V), Ebba Strange (SF), Lone Dybkjær (RV), Elisabeth Bruun Olesen (VS), Kofod-Svendsen (KrF) og Poulsgaard (FP). Uden for ordførernes kreds talte Dorte Bennedsen (S).
Under forhandlingerne fremsatte Helle Degn (S) sammen med Knud Østergaard (KF), Ivar Hansen (V), Ebba Strange (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Nør Christensen (CD), Albrechtsen (VS) og Steffensen (KrF) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2825):
»Folketinget opfordrer regeringen til
- at udarbejde og fremlægge en national handlingsplan i overensstemmelse med dagsordenen af 17. januar 1985 for ligestilling af kvinder og mænd inden 1. januar 1987 med fastlagte mål, økonomiske rammer og aktiviteter for den nationale indsats,
- at sikre, at bistandsmidlerne til projekter, som har kvinder som målgruppe, øges,
- at arbejde for, at der afholdes regelmæssige FN-verdenskvindekonferencer hvert 5. år, og at der samtidig hertil knyttes NGO-kvindekonferencer. Sideløbende hermed nedsættes et udvalg, som skal følge FLS-papiret såvel på nationalt som på internationalt plan.
Herefter går tinget over til næste sag på dagsordenen.«
Dette forslag vedtoges med 97 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD,
VS og Steenholdt (Grønl.)) mod 4 (FP).