B 72 Forslag til folketingsbeslutning om bevarelse af Tøndermarsken m.v.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»1. Folketinget pålægger miljøministeren inden 1. juni 1986 at rejse fredningssag om bevarelse af Tøndermarsken.

Fredningsforslaget skal indeholde følgende elementer med henblik på en bevarelse af arealet:

a) Afgræsning af de vedvarende græsarealer og bevandingssystemet i de ydre koge opretholdes.

b) Beplantning må ikke foretages.

c) Byggeri må kun ske i forbindelse med eksisterende bebyggelse.

d) Vidåsystemet skal henligge som vådområde, og den nuværende udnyttelse med afgræsning og rørskær skal opretholdes.

e) Fortidsminder registreres og sikres efter naturfredningslovens fortidsmindebestemmelser.

f) Højer sluse fredes.

2. Endvidere pålægger folketinget regeringen at inddrage det nye åløb mellem Højer sluse og Vidå sluse under de for ferskvand gældende retsregler.

3. Endelig pålægger folketinget miljøministeren at udarbejde en plan for formidling og oplysning om marsken til offentligheden og for løbende overvågning af naturforholdene.«

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Ole Løvig Simonsen (S), Dorte Bennedsen (S), Svend Åge Petersen (KF), Peder Sønderby (V), Margrete Auken (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Birgith Mogensen (CD), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Inger Stilling Pedersen (KrF)