B 43 Forslag til folketingsbeslutning om en kriminalpolitisk reform.

Af: Ebba Strange (SF) , Birthe Hansen (SF) , Leif Hermann (SF) og Alice Faber (SF)
Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen til i efteråret 1986 at fremsætte lovforslag samt administrativt at foretage ændringer, der forbedrer resocialiseringsmulighederne og formindsker risikoen for tilbagefald.

Retningslinjerne for ændringerne indeholdt forslag om bl.a. kombinationsdomme (1/3 af straffen afsones, 2/3 gøres betinget), udvidet adgang til prøveløsladelse efter afsoning af halvdelen af straffen og nye sanktionsformer, herunder konfrontationstjeneste, erstatningstjeneste, udbygning af samfundstjeneste, forsøg med fritidsafsoning samt forsøg med alternativtjeneste på institution, internatskole eller kollektiv. Endvidere blev det foreslået, at de indsatte skulle have overenskomstmæssig løn og ret til at organisere sig. Desuden foresloges indført regionale tilsynsråd med ret og pligt til at holde kontakt med de indsatte. Endelig var der forslag til omfordeling af pladser og bevillinger.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Hagen Hagensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Bernhard Baunsgaard (RV), Birgith Mogensen (CD), Jørgen Lenger (VS), Kristen Poulsgaard (FP) og Inger Stilling Pedersen (KrF)