B 30 Forslag til folketingsbeslutning om retningslinjer for politiske udsendelser i lokalradio og -TV.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

I beslutningsforslaget opfordredes regeringen til at gennemføre ændringer i retningslinjerne for lokalradio- og -TV-forsøgene således, at det forbydes at sælge sendetid til politiske partier og til politiske formål, og at sikre alle opstillede partier og lister ligelig adgang til lokalradio og -TV.

Som baggrund for beslutningsforslaget blev der i de ledsagende bemærkninger til forslaget henvist til de i efteråret 1985 dengang forestående kommunale valg og til, at en række lokalradio- og -TV-stationer i den anledning mod betaling tilbød politiske partier sendetid, hvilket efter forslagsstillernes opfattelse medførte en ulige behandling af de partier og lister, som havde fået godkendt deltagelse i de kommunale valg.

Forslagsstillerne ønskede med nærværende beslutningsforslag at sikre, at alle partier og lister, som havde fået godkendt deltagelse i de forestående kommunale valg og efterfølgende valghandling, fik lige adgang til lokalradio og -TV.

Kulturudvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Flemming Jensen (KF), Helge Sander (V), Ingerlise Koefoed (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Pia Kjærsgaard (FP), Jørgen Lenger (VS), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Ole Maisted (FD)