L 89 Forslag til lov om konsolideringsfonde.

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel (KF)
Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget går ud på, at erhvervsdrivende personer og selskaber med virkning fra indkomståret 1985 kan få fradrag i den skattepligtige indkomst for henlæggelser til konsolideringsfonde. Henlæggelserne kan efter den skattepligtiges eget valg anvendes til at udjævne indkomst eller til forlods afskrivning på afskrivningsberettigede aktiver. Anvendes henlæggelser til at udjævne indkomst, skal den skattepligtige indtægtsføre henlæggelsesbeløbet i et senere indkomstår. Anvendes henlæggelser til forlods afskrivning på aktiver, svarer den foreslåede ordning til den gældende ordning om investeringsfonds. Denne valgmulighed vil mindske tilskyndelsen til at foretage investeringer i afskrivningsberettigede aktiver af rent skattemæssige grunde. Da investeringsfondsordningen er videreført i lovforslaget, foreslås lov om investeringsfonds samtidigt ophævet.

Ved 1. behandling blev lovforslaget afvist af ordførerne for S, SF og RV.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Bernt Johan Collet (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Jens Thoft (SF), Aase Olesen (RV), Arne Bjerregaard (KrF) og Helge Dohrmann (FP)