L 27 Forslag til lov om forbud mod installering af direkte elvarme.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til energipolitisk udvalg.

Lovforslaget havde følgende udformning:

»§ 1. Installering af direkte elvarme i bygninger opført efter 1. juli 1985 er forbudt.

§ 2. Nyinstallering af direkte elvarme i eksisterende bygninger, der er lokaliseret i områder, der ikke bliver eller forventes at blive forsynet med kraftvarme eller naturgas, er forbudt.

§ 3. Undtaget fra forbud efter §§ 1 og 2 er

1) bygninger, der opvarmes lejlighedsvis

2) lavenergihuse

3) direkte elvarme, der etableres som supplement eller i tilknytning til vedvarende energianlæg.

§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 1985.«

Om baggrunden for lovforslaget oplystes følgende i den skriftlige fremsættelsestale:

»Det må forventes, at folketinget i denne folketingssamling endegyldigt vedtager at tage atomkraft ud af energiplanlægningen.

Dette vil i givet fald være et meget stort fremskridt.

Imidlertid er det afgørende i samme anledning at lægge retningslinjerne for en alternativ ressourcebesparende og miljøvenlig energipolitik. En vigtig del af en sådan alternativ energipolitik vil være at nedbringe elforbruget. Ud fra importhensyn, ud fra miljøhensyn og ud fra overordnede energihensyn bør der satses stærkt på nedbringelse af elforbruget. Forbud mod direkte elvarme er et af flere instrumenter til nedbringelse af det samlede elforbrug. Det er velkendt, at elselskaberne ud fra kortsigtede driftsøkonomiske overvejelser fører en kampagne for elvarme, ikke mindst i område 4, til skade for bestræbelserne for at udnytte lokale energikilder og vedvarende energi. Det er forslagsstillernes opfattelse, at disse bestræbelser i retning af at fremme kortsigtede driftsøkonomiske hensyn på bekostning af miljøhensyn og hensynet til forsyningssikkerheden bør standses.«

Energipolitisk udvalg afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Hans Peter Baadsgaard (S), Annelise Gotfredsen (KF), Svend Erik Hovmand (V), Ingerlise Koefoed (SF), Sven Skovmand (RV), Birgith Mogensen (CD), Steen Tinning (VS) og Ove Jensen (FP)