L 209 Lov om ændring af selskabsskatteloven.

(Ændring af beskatningsprocenter m.v.).

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel (KF)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 125 af 31-03-1985
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven er en del af det samlede indgreb i forbindelse med fastlæggelsen af løn- og arbejdstidsvilkårene for den kommende periode. Den går ud på at gennemføre en forhøjelse af den skat, som betales af selskaber og foreninger m.v.

For aktieselskaber, anpartsselskaber og andre selskaber, sparekasser, brugsforeninger, gensidige forsikringsforeninger, investeringsforeninger samt foreninger og institutioner m.v. forhøjes beskatningsprocenten fra 40 til 50. Det samme gælder for udenlandske selskaber og foreninger m.v., der er skattepligtige her i landet.

For indkøbs-, produktions- og salgsforeninger forhøjes beskatningsprocenten på 16 tilsvarende til 20.

Ved 1. behandling blev lovforslaget behandlet sammen med en række andre forslag, der ligeledes var led i et samlet indgreb i forbindelse med fastlæggelsen af løn- og arbejdstidsvilkårene for den kommende overenskomstperiode, se herom under A. I. nr. 9, hvor også de øvrige forslag er nævnt.

Såvel 1. behandling som 2. og 3. behandling skete med folketingets samtykke.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 106 stemmer (KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF og Steenholdt (Grønl.)) mod 4 (FP); 53 (S og FD) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Mogens Lykketoft (S), Lars P. Gammelgaard (KF), Laurits Tørnæs (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Frode Nør Christensen (CD), Niels Helveg Petersen (RV), Arne Bjerregaard (KrF), Jørgen Lenger (VS), Ove Jensen (FP), Otto Steenholdt (UFG) og Ole Maisted (FD)