L 106 Lov om ændring af lov om det civile beredskab.

(Det civile beredskab i kommuner og amtskommuner).

Af: Indenrigsminister Britta Schall Holberg (V)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 203 af 22-05-1985
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Ved loven indføres en generel forpligtelse for kommuner og amtskommuner til at planlægge civilt beredskab i fredstid.

Samtidig fremgår det af loven, at kommunalbestyrelsens økonomiudvalg overtager de beføjelser, der tilkommer kommunalbestyrelsen og dens udvalg, hvis det er umuligt at samle kommunalbestyrelsen til møde.

Indenrigsministeren oplyser i fremsættelsestalen, at lovforslaget er baseret på forslagene i en rapport, »Det civile beredskab i kommuner og amtskommuner«, afgivet maj 1984.

Under udvalgsbehandlingen stillede indenrigsministeren ændringsforslag, således at reglerne om det kommunale nødstyre blev indføjet i selve lovteksten.

Ved 3. behandling vedtoges loven med 106 stemmer (S, KF, V, RV, CD og KrF) mod 23 (SF, VS og FP).
Partiernes ordførere
Henning Rasmussen (S), Birgit Fogh-Andersen (KF), Birthe Rønn Hornbech (V), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Jens Kristian Steffensen (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Kristen Poulsgaard (FP)