F 24 Hvad agter ministeren at foretage for at sikre retten til fuld fagforeningsfrihed?

Til: Arbejdsminister Grethe Fenger Møller (KF)
Samling: 1984-85
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Pia Kjærsgaard (FP)) havde begrundet forespørgslen, afgav arbejdsministeren (Grethe Fenger Møller) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne - følgende ordførere for partierne: Kaj Poulsen (S), Bo Kristensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Ole Henriksen (SF), Dagmar Mørk Jensen (RV), Brusvang (CD), Elisabeth Bruun Olesen (VS), Kofod-Svendsen (KrF) og Maisted (FD). Uden for ordførernes kreds talte Svend Auken (S) og Poulsgaard (FP).

Under forhandlingerne fremsatte Pia Kjærsgaard (FP) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 10278):

»Folketinget opfordrer regeringen til i 1985 at fremsætte nødvendige lovforslag, der effektivt sikrer, at ingen fremover bliver afskediget, forflyttet eller på anden måde forfulgt, fordi de ikke ønsker at være medlemmer af politisk styrede fagforeninger.

Herefter går tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Maisted (FD) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 10310):

»Idet folketinget pålægger regeringen at lægge adminstrationen af A-kasserne under staten og ophæve fradragsretten for kontingenter til faglige organisationer i forbindelse med den skattepligtige indkomstopgørelse,

går tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Det af Pia Kjærsgaard (FP) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 4 (FP og FD) stemte for, 117 (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) imod.

Det af Maisted (FD) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 1 (FD) stemte for, 119 (S, KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF og FP) imod.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Bo Kristensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Ole Henriksen (SF), René Brusvang (CD), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Elisabeth Bruun Olesen (VS), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Pia Kjærsgaard (FP) og Ole Maisted (FD)