F 19 Hvilke oplysninger kan undervisningsministeren give om de påtænkte omlægninger og besparelser inden for de videregående uddannelser?

Til: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 1984-85
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Dorte Bennedsen (S)) havde begrundet forespørgslen, afgav undervisningsministeren (Bertel Haarder) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og undervisningsministeren - følgende ordførere for partierne: Eva Møller (KF), Hanne Severinsen (V), Alice Faber (SF), Estrup (RV), Bente Juncker (CD), Tinning (VS), Poulsgaard (FP) og Maisted (FD). Uden for ordførernes kreds talte: Helle Degn (S), Mette Groes (S), Jytte Hilden (S), Preben Lange (S), Erling Olsen (S) og Søgaard (S).

Under forhandlingerne fremsatte Dorte Bennedsen (S) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 8831):

»Idet folketinget understreger, at de nødvendige omstillinger inden for de videregående uddannelser må gennemføres ud fra en ansvarlig faglig planlægning i nøje samarbejde med institutionerne, og

idet folketinget konstaterer, at der efter undervisningsministeriets skrivelse af 27. februar 1985 ikke vil være rimelig tid til en sådan procedure,

opfordrer folketinget undervisningsministeren til at stille beslutningen om de omlægninger, hvorom der ikke er enighed mellem ministeriet og institutionerne, i bero, således at der for 1986 alene gennemføres de ændringer, som er opnået gennem budgetmodel og besøgsrunder, samt de ændringer, hvorom der opnås enighed i de kommende drøftelser med institutionerne, og således at der bliver den fornødne tid til at foretage en langsigtet planlægning af de nødvendige omstillinger.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Estrup (RV) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 8853):

»Folketinget understreger, at den nødvendige omstilling inden for de videregående uddannelser også i den aktuelle situation må ske ud fra en ansvarlig faglig planlægning i nøje samarbejde med institutionerne.

Derfor opfordrer folketinget undervisningsministeren til, hvor de rådgivende forskningsorganer, især PRF, finder det fornødent, at udskyde endelig beslutning om omstillingerne til efteråret 1985, således at der bliver den fornødne tid til at vurdere konsekvenser og rådgive om alternativer, og således at endelig beslutning tages på basis af denne faglige rådgivning med deraf følgende justeringer af budgettet førstkommende år.

Samtidig opfordrer folketinget universiteterne og de højere læreanstalter til at fremme omstillingen til uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder og herunder give forskningens kvalitet afgørende vægt ved disponeringen af personaleressourcerne.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Det af Estrup (RV) stillede dagsordensforslag vedtoges med 55 stemmer (KF, V, RV, CD, KrF og FP) mod 49 (S, SF og VS).

Hermed var det af Dorte Bennedsen (S) stillede dagsordensforslag bortfaldet.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Eva Bente Møller (KF), Hanne Severinsen (V), Alice Faber (SF), Jørgen Estrup (RV), Bente Juncker (CD), Steen Tinning (VS), Kristen Poulsgaard (FP) og Ole Maisted (FD)