F 11 Hvad kan ministeren oplyse om offentliggørelse af monopoldirektoratets to redegørelser om henholdsvis gødnings- og isoleringsmarkedet?

Til: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1984-85
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Anne Grete Holmsgård (VS)) havde begrundet forespørgslen, afgav industriministeren (Ib Stetter) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og industriministeren - følgende ordførere for partierne: Tove Lindbo Larsen (S), Flemming Hansen (KF), Jens Peter Jensen (V), Alice Faber (SF), Larsen-Ledet (RV), Addi Andersen (CD), Inger Stilling Pedersen (KrF), Dohrmann (FP) og Maisted (FD). Uden for ordførernes kreds talte: Leif Hermann (SF), Rahbæk Møller (SF) og Bernhard Baunsgaard (RV).

Under forhandlingerne fremsatte Anne Grete Holmsgård (VS) sammen med Alice Faber (SF) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2232):

»Folketinget henstiller til regeringen at offentliggøre monopoldirektoratets to redegørelser om henholdsvis gødnings- og isoleringsmarkedet i deres nuværende ordlyd.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Larsen-Ledet (RV) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2239):

»Idet folketinget pålægger industriministeren at nedsætte et sagkyndigt og uafhængigt udvalg, som skal belyse den eksisterende monopolkontrol og fremkomme med forslag til en modernisering af monopolkontrollen inden udgangen af 1985,

går folketinget over til næste sag på dagsordenen.«

Det af Larsen-Ledet (RV) stillede dagsordensforslag vedtoges med 71 stemmer (KF, V, RV, CD, FP og KrF) mod 17 (SF og VS); 43 (S) stemte hverken for eller imod.

Hermed var det af Anne Grete Holmsgård (VS) og Alice Faber (SF) stillede dagsordensforslag bortfaldet.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Flemming Hansen (KF), Jens Peter Jensen (V), Alice Faber (SF), Hans Larsen-Ledet (RV), Addi Andersen (CD), Inger Stilling Pedersen (KrF), Helge Dohrmann (FP), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Ole Maisted (FD)