B 92 Forslag til folketingsbeslutning om en lovgivning vedrørende produktsikkerhed.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Ifølge forslaget opfordrer folketinget industriministeren til i begyndelsen af folketingsåret 1985-86 med udgangspunkt i betænkning nr. 923 om produktsikkerhed at fremsætte forslag til lov om produktsikkerhed med henblik på vedtagelse i samme samling.

Lovforslaget skal have til formål at forebygge skader på person eller ting og skal omfatte alle produkter, varer og tjenesteydelser, som markedsføres og omsættes i Danmark. Lovforslaget skal dog ikke omfatte produkter m.v., som indgår i en arbejdsproces i forbindelse med udførelse af et erhverv, og som tillige er omfattet af arbejdsmiljølovgivningens særlige regler.

I beslutningsforslaget er i hovedtræk nærmere angivet, hvilke regler lovgivningen skal indeholde. Endvidere følger det af forslaget, at der skal nedsættes et særligt organ til varetagelse af lovgivningens produktsikkerhedsbestemmelser.

Som baggrund for beslutningsforslaget er der i de ledsagende bemærkninger henvist til den af en arbejdsgruppe under industriministeriet afgivne betænkning om produktsikkerhed (bet. nr. 923/81) og til, at behovet for en generel lovgivning om produktsikkerhed efter forslagsstillernes opfattelse ikke er blevet mindre, siden arbejdsgruppen afgav betænkningen i 1981.

Beslutningsforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til folketingsbeslutning om en lovgivning vedrørende produktansvar, se B. II. nr. 56.

Ved 1. behandlingen var ordføreren fra SF positiv over for forslaget, ordførerne fra RV og VS var positive over for dele af forslaget, medens industriministeren og de øvrige politiske ordførere overvejende var afvisende over for forslaget.

Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Lissa Mathiasen (S), Flemming Hansen (KF), Helge Sander (V), Alice Faber (SF), René Brusvang (CD), Aase Olesen (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS), Helge Dohrmann (FP) og Ole Maisted (FD)