B 129 Forslag til folketingsbeslutning om undersøgelse af alternative forbindelser til en fast forbindelse over Store Bælt.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning pålægges regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe til at undersøge fordele og ulemper ved fortsat færgefart mellem landsdelene.

Arbejdsgruppens opgave skal omfatte:

1. Nyvurdering af udflytning og sammenlægning ved Halsskov-Knudshoved-overfarten.

2. Undersøgelse af fordele og ulemper ved Svanegrundsruten som en mulighed.

3. Undersøgelse af alternative muligheder til forbedring af trafikken mellem landsdelene.

Eksempelvis kan nævnes togtrafikken mellem København og Ålborg over Hundested-Grenå, fordelene ved forbedring (dobbeltspor) mellem Holbæk og Kalundborg til fordel for trafikken mellem Århus og København og eventuel færgefart mellem Ålborg og København.

4. Undersøgelse af de miljømæssige konsekvenser ved bro, tunnel lagt på havbunden samt boret tunnel under havbunden i Store Bælt.

5. Undersøgelserne skal foregå i samarbejde med de berørte lande, der grænser op til Østersøen.

6. En samlet vurdering af konsekvenserne af en fast forbindelse over Store Bælt.

7. I konsekvensberegningerne skal indgå den samfundsøkonomiske effekt af arbejdsløshedsunderstøttelse til dem, der bliver berørt heraf, den dag en fast forbindelse eventuelt vil være færdig. I beregningerne skal endvidere indgå betydningen af hviletidsbestemmelsen for chauffører samt nuværende rabatter til erhvervslivet, der gives af færgeselskaberne.

Udvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Jens Kristian Hansen (S), Kaj Ikast (KF), Svend Erik Hovmand (V), Elisabeth Bruun Olesen (VS) og Helge Dohrmann (FP)