L 83 Forslag til lov om ophævelse af lov om forbud mod videresalg af billetter til offentlige forlystelser

Af: Minister for kulturelle anliggender Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Tilbagetaget
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Efter lovforslaget skulle lov nr. 677 af 22. december 1919 om forbud mod videresalg af billetter til offentlige forlystelser ophæves 1. juli 1984.

Om baggrunden for lovforslaget er der bl.a. i den skriftlige fremsættelse anført følgende:

»I henhold til § I i lov om forbud mod videresalg af billetter til offentlige forlystelser er videresalg af billetter til offentlige forlystelser med fortjeneste for mellemmand forbudt. I henhold til § 2 kan undervisningsministeren (nu ministeren for kulturelle anliggender) give kiosker, boghandlere og lignende forretninger bevilling til mod et af ministeren fastsat vederlag at modtage og besørge forudbestilling af billetter til offentlige forlystelser.

Lov om forbud mod videresalg af billetter til offentlige forlystelser blev vedtaget i 1919 for at bremse den dengang udbredte og fordyrende mellemhandel med billetter, især til Det kgl. Teater.

Med de nu på teaterområdet gældende billetkøbsordninger er grundlaget for at opretholde forbuddet mod videresalg af billetter til offentlige forlystelser bortfaldet.

Lovforslaget, der er et led i regeringens regelsanering, fremsættes i tilknytning til fremsættelsen af forslag til lov om ændring af lov om teatervirksomhed ...«

I kulturudvalgets betænkning indstillede et flertal (S, SF og RV) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling med en nærmere angiven begrundelse:

»Havde loven udelukkende drejet sig om videresalg af teaterbilletter under den nuværende abonnements- og billetsalgsordning, kunne flertallet have accepteret lovforslaget. Men efter flertallets opfattelse er der i forbindelse med store sportsbegivenheder, koncerter med internationale klassiske musikere eller rock- og popmusikere og ved andre kulturelle begivenheder med stor publikumstilstrømning stadig behov for et forbud mod videresalg af billetter - ikke mindst af hensyn til børn og unge.

Det skal desuden bemærkes, at flertallet ikke finder den begrundelse tilfredsstillende, som ministeren for kulturelle anliggender anfører for, at størrelsen af det vederlag, som kiosker, bureauer m.fl. må opkræve ved formidlingen af forudbestillinger af billetter, ikke længere skal fastsættes administrativt, jfr. det som bilag optrykte svar på et af udvalgets spørgsmål.«

Et mindretal (KF, V, FP og KrF) indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret.

Efter 2. behandling blev lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling, og i den af udvalget afgivne tillægsbetænkning indstillede et flertal (S, KF, V, FP og KrF) lovforslaget til vedtagelse uændret. I den forbindelse udtalte et mindretal inden for flertallet (S) følgende:

»Kulturministeren har i et samråd efter lovforslagets 2. behandling nærmere redegjort for, at administrationen af nærværende lov medfører administrative problemer af ikke helt uvæsentlig karakter. Under hensyn hertil og især under hensyn til, at der under behandlingen af lovforslaget om ændring af lov om teatervirksomhed (L 84) har vist sig et flertal for en fortsættelse og udbygning af den eksisterende teaterabonnementsordning, et flertal, der har fået tilslutning fra kulturministeren, finder mindretallet ikke, at der længere er fuldt tilstrækkeligt behov for opretholdelse af loven om forbud mod videresalg af billetter til offentlige forlystelser, og mindretallet indstiller derfor, at lovforslaget vedtages.

Man lægger i den forbindelse vægt på, at ministeren har givet udtryk for, at hun i tiden efter en ophævelse af loven vil følge udviklingen med henblik på at konstatere, om ophævelsen vil få negative konsekvenser.

Et mindretal (SF) indstillede lovforslaget til forkastelse, medens et andet mindretal (RV) ville redegøre for sin stilling ved 3. behandling.

Lovforslaget kom ikke til 3. behandling, da forslaget (den 29. maj 1984) blev taget tilbage af ministeren for kulturelle anliggender (F. sp. 7242).
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Per Stig Møller (KF), Hanne Severinsen (V), Ingerlise Koefoed (SF), Bente Juncker (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), John Arentoft (FP) og Steen Tinning (VS)