L 60 Lov om teknika

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 243 af 23-05-1984
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Med loven, der ophæver den gældende lov om teknika, tilsigtes dels en ajourføring og en forenkling af lovbestemmelserne, dels en ophævelse af bestemmelsen om teknikumrådet.

Lovforslaget er en genfremsættelse af et i 1. samling fremsat lovforslag (se 1. samling, A.II. nr. 52), men indeholder i forhold hertil en tilføjelse om disciplinære forholdsregler over for personale, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår. Bestemmelsen svarer til de nærmest følgende 3 sager. Ved ændringsforslag stillet af undervisningsministeren optoges endvidere i lovteksten en bestemmelse om, at teknika, som det har været praksis i de senere år, med undervisningsministeriets godkendelse kan knytte betegnelsen »ingeniørhøjskole« til teknikumbetegnelsen.

Om baggrunden for ophævelse af teknikumrådet anførtes bl.a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»I øjeblikket varetages rådgivningen på ingeniøruddannelsesområdet sideordnet af 2 organer, teknikumrådet og det faglige landsudvalg for ingeniøruddannelserne, hvis opgaver og kompetence overlapper hinanden i spørgsmål, der angår teknika, og hvis medlemskredse i vidt omfang er identiske. Dette medfører ofte en meget tidkrævende dobbeltbehandling af principielle sager og vanskeliggør den daglige administration. Undervisningsministeriet overvejer derfor en effektivisering og forenkling af rådgivningsstrukturen, således at der etableres ét rådgivende organ, der dækker det samlede ingeniøruddannelsesområde.

Under hensyn til den særlige samfundsmæssige og økonomiske interesse, der knytter sig til, at ingeniøruddannelserne til stadighed følger med udviklingen i samfundet og erhvervslivet, vil der blive lagt vægt på en betydelig faglig og branchemæssig bredde ved sammensætningen af et nyt rådgivende organ, således at man derved sikrer den nødvendige vekselvirkning mellem erhvervsliv og uddannelses- og forskningsinstitutioner. Konkret ønskes dette hensyn tilgodeset ved, at det nye rådgivende organ sammensættes med nogenlunde ligelig fordeling mellem medlemmer fra henholdsvis erhvervslivet og uddannelses- og forskningssiden efter indstilling fra en række institutioner og organisationer.«

Lovforslaget vedtoges enstemmigt med 117 stemmer; 1 (SF) (ved en fejlafstemning) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Poul Søgaard (S), Merete Aarup (KF), Hanne Severinsen (V), Carsten Andersen (SF), Ole Vig Jensen (RV), Kristen Poulsgaard (FP), Jens Kristian Steffensen (KrF) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)