L 154 Forslag til lov om folkekirkens økonomi

Af: Kirkeminister Elsebeth Kock-Petersen (V)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kirkeudvalget.

Lovforslaget tilsigter at samle og systematisere de bestemmelser om folkekirkens økonomi, der indeholdes i lov om folkekirkens lønningsvæsen m.m., lov om kirkers bestyrelse og lov om menighedsråd.

Lovforslaget tilstræber en forenkling af menighedsrådenes budgetlægning og regnskabsførelse ved at afskaffe den hidtidige præstelønningskasse i pastorater med kun ét menighedsråd. Hvor menighedsrådet bestyrer flere kirker, foreslås der som hovedregel oprettet en fælles kirkekasse, men hvis menighedsrådet finder det mere hensigtsmæssigt, kan der oprettes en kirkekasse for hver af kirkerne. Hvor der er flere menighedsråd i et pastorat, kan der efter forslaget oprettes en særlig præstegårdskasse til administration af præstegårdens indtægter og udgifter.

Efter lovforslaget kan provstiudvalget ved ligningsbeløbets fastsættelse forhøje menighedsrådenes budgetterede ligningsbeløb med et samlet beløb til imødegåelse af uforudsete udgifter i ligningsområdet. Forslaget erstatter den hidtidige adgang for provstiudvalget til at disponere over et eventuelt overskud på kommunens kirkelige ligningskonto, men tilsigter ikke nogen ændring i menighedsrådenes budgetkompetence eller i reglerne for deres udarbejdelse af budgetter.

Det kan endelig nævnes, at lovforslaget indeholder den målsætning at omlægge statens tilskud til folkekirken på finansloven på en administrativt hensigtsmæssig måde, således at der med uændret nettotal på finansloven kan skaffes større bevillinger til restaurering af kirker.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Henning Nielsen (S), Søren Nørgård-Sørensen (S), Elisabeth Krog (KF), Birthe Rønn Hornbech (V), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Ole Vig Jensen (RV), Kristen Poulsgaard (FP), Jens Kristian Steffensen (KrF) og Steen Tinning (VS)