L 150 Lov om ændring af lov om valutaforhold m.v.

Af: Kjeld Rahbæk Møller (SF) , Alice Faber (SF) , Jes Lunde (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 285 af 06-06-1984
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven indebærer en ændring af proceduren for gennemførelsen af ændringer i valutabestemmelserne, således som det er fastlagt i § 7 i lov om valutaforhold m.v. Ifølge loven skal for fremtiden også ministeren for skatter og afgifter inddrages.

Om baggrunden for lovforslaget, der i øvrigt blev behandlet sammen med forslag til folketingsbeslutning om handel med udenlandske aktier m.v., se omtalen heraf under B.II. nr. 50 (2. samling), er der i lovforslagets ledsagende bemærkninger bl.a. henvist til den fremgangsmåde, som industriministeren havde anvendt i forbindelse med udstedelse af ministerens bekendtgørelse vedrørende liberalisering af handel med udenlandske aktier.

Oprindeligt var lovforslaget udformet således, at den omhandlede procedure i § 7 i lov om valutaforhold m.v. også skulle omfatte en tilslutning fra folketingets valutaudvalg.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 154 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF og FD) mod 5 (FP).
Partiernes ordførere
Christian Kelm-Hansen (S), Arne Lund (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF) og Hans Larsen-Ledet (RV)