B 113 Forslag til folketingsbeslutning om at inddrage visse selskaber under offentlighedsloven

Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til at lade foretage en undersøgelse af konsekvenserne af en ændring af lov om offentlighed i forvaltningen, således at loven kommer til at omfatte forsyningsselskaber, produktionsselskaber og sammenslutninger af produktionsselskaber inden for el-, gas- og varmeforsyningen samt telefonselskaber.

Om baggrunden for beslutningsforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger bl.a.:

»Efter forslagsstillernes opfattelse taler meget for, at de hensyn, der ligger bag offentlighedslovens regler om aktindsigt, også skal gælde for de i nærværende forslag nævnte institutioner. Især inden for el-, gas- og varmeforsyningen har det offentlige stor interesse i via aktindsigt at kunne holde sig orienteret. Institutionernes modstående interesse i at bevare en forretningsmæssigt præget driftsform er beskyttet af offentlighedslovens § 2, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 3, hvorefter oplysninger af væsentlig økonomisk interesse ikke er omfattet af aktindsigt.«

Ved 1. behandling henviste såvel justitsministeren som de fleste af de øvrige partiers ordførere til de forslag til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningslov, der var under behandling i retsudvalget (se A.II., 2. samling, henholdsvis nr. 6 og 7). Justitsministeren var imidlertid indstillet på at høre de myndigheder og organisationer, der var berørt af nærværende forslag, i løbet af sommeren med henblik på, at resultatet af denne høring kunne indgå i retsudvalgets fortsatte arbejde med de 2 ovennævnte lovforslag, der næppe realistisk kunne færdiggøres i den indeværende samling.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Erik Brünnich Smith (S), Agnete Laustsen (KF), Bente Mousten Nielsen Hansen (V), Ebba Strange (SF), Birgith Mogensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV) og Jørgen Lenger (VS)