B 7 Forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af en ernæringspolitik

Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning opfordrede folketinget regeringen til at fremsætte de lovforslag samt udarbejde de administrative forskrifter, der er nødvendige for gennemførelsen af en ernæringspolitik.

En samlet ernæringspolitik skal i videst muligt omfang sikre befolkningen en kost, der opfylder de optimale sundhedsmæssige og ernæringsmæssige krav.

En ernæringspolitik bør omfatte:

1) Forbedret og koordineret ernæringsforskning.

2) Anbefalet kostsammensætning.

3) Kvalitetskrav til levnedsmidler - herunder farve- og aromastoffer i levnedsmidler.

4) Institutionskost.

5) Oplysningsvirksomhed.

Ved 1. behandling af beslutningsforslaget fremhævede miljøministeren behovet for en ernæringspolitik og forbedring af befolkningens kostvaner. Miljøministeren fandt imidlertid ikke, at gennemførelse af en ernæringspolitik nødvendiggør ny lovgivning m.v. Derimod er der behov for en styrkelse af undervisning, forskning og oplysning om ernæringsspørgsmål.

Denne holdning blev støttet af ordførerne fra KF, V, CD og KrF.

Miljø- og planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.

Forslaget genfremsattes og gennemførtes i folketingsårets 2. samling, se B.I. nr. 9, 2. samling.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Finn Jørgensen (KF), Hans Jørgen Holm (V), Grethe Kindberg Jørgensen (CD), Tove Niemann (FP), Jens Michaelsen (RV), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)