B 27 Forslag til folketingsbeslutning om udformning af bekendtgørelse om klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb

Samling: 1983-84 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning pålagde folketinget miljøministeren at ændre en række bestemmelser i en bekendtgørelse og et cirkulære udstedt i henhold til vandløbsloven, således at bestemmelserne bliver i overensstemmelse med miljøstyrelsens indstilling til miljøministeren.

Af bemærkningerne til forslaget fremgår blandt andet, at miljøministeriet - i forbindelse med behandlingen af § 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 423 af 7. september 1983 om klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb - i forhold til miljøstyrelsens oprindelige indstilling - har tilføjet en sætning om, at der i forbindelse med udarbejdelse af vandløbsregulativer skal udarbejdes en redegørelse for jordbrugets afvandingsbehov, herunder for de afvandingsmæssige konsekvenser af forslaget.

Forslagsstillerne finder, at en sådan tilføjelse medfører, at landbrugets afvandingsinteresser herved vil få en stærkere retsstilling end efter den tidligere vandløbslov. Ændringen af § 9, stk. 1, sammenholdt med ændringerne i cirkulæret om vandløbsloven medfører, at bestemmelserne ikke er forenelige med den nøje-afvejning af afvandingsinteresser og miljømæssige interesser, der ligger til grund for vandløbslovens kapitel l (formålsbestemmelserne).

Forslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om vandløbslovens iværksættelse (af Dræbye (RV) m.fl.), se nærmest følgende sag. Miljøministeren oplyste bl.a. her, at ændringen af visse bestemmelser i bekendtgørelsen og cirkulæret om vandløbsloven helt er i overensstemmelse med lovens formål, og at der alene er tale om en indhentning af oplysninger, som er nødvendige for at kunne foretage den nødvendige afvejning mellem de
miljømæssige og landbrugsmæssige interesser. Ordførerne fra KF, V, CD, FP og KrF kunne tilslutte sig miljøministerens indstilling og afviste dermed forslagene.

Miljø- og planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Erik Holst (S), Finn Jørgensen (KF), Peder Sønderby (V), Margrete Auken (SF), Tove Niemann (FP), Jens Michaelsen (RV) og Jens Kristian Steffensen (KrF)