L 186 Forslag til lov om ændring af lov om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter lovforslaget skal spørgsmålet om, hvorledes offentliggørelse af de i medfør af monopolloven udarbejdede undersøgelser og redegørelser kan finde sted, afgøres af monopolrådet.

I praksis er udarbejdelse og offentliggørelse af disse undersøgelser og redegørelser hidtil varetaget af monopoltilsynets direktorat som en direktoratsopgave og uden forelæggelse for monopolrådet.

Lovforslaget vil medføre, at de spørgsmål, som industriministeren hidtil har behandlet som rekursinstans, ikke længere skal kunne behandles af ministeren, men spørgsmålene skal kunne indbringes for monopolankenævnet.

Lovforslaget har sin baggrund i det af folketinget den 14. april 1983 vedtagne forslag om dagsorden i forbindelse med forespørgsel nr. F 23.

Dagsordenen var sålydende:

»Idet tinget tager til efterretning, at ministeren snarest muligt vil fremsætte forslag til ændring af monopolloven, således at det ikke på ny kan blive aktuelt, at skiftende ministre som rekursinstans skal tage stilling til, hvilke oplysninger der kan medtages i monopoltilsynets direktorats redegørelser til offentligheden, går tinget over til næste punkt på dagsordenen.«

Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Bernt Johan Collet (KF), Arne Christiansen (V), Steen Gade (SF), Erling Askjær Jørgensen (FP), Carl Hahn (CD), Janne Normann (RV) og Anne Grete Holmsgaard (VS)