B 92 Forslag til folketingsbeslutning om en ny dansk indsats omkring INF-forhandlingerne

Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter I. behandling henvist til udenrigsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til aktivt at arbejde for, at INF-forhandlingerne i Genéve kunne føre til et resultat, hvor antallet af sovjetiske SS 20-raketter reduceredes så meget, at opstillingen af nye vestlige INF-våben blev undgået ved i NATO at foreslå det nye vestlige forhandlingsoplæg knyttet sammen med et stop for alle forberedelser til opstilling af de nye vestlige INF-våben, at fastslå, at de britiske og franske INF-våben må tælles med i forbindelse med en forhandlingsløsning, og at foreslå forhandlingerne om en løsning forlænget ud over 1983, hvis den nuværende frist ikke kunne overholdes.

Af de ledsagende bemærkninger fremgik det, at baggrunden for beslutningsforslaget var, at de europæiske NATO-lande efter forslagsstillernes opfattelse måtte spille en mere aktiv rolle for at fremme et realistisk vestligt forhandlingsudspil, hvis opstillingen af de 572 nye amerikanske INF-våben skulle undgås.

Ved 1. behandling stillede ordførerne fra S og RV sig positivt over for forslaget, mens hverken udenrigsministeren eller de øvrige partiers ordførere syntes at kunne støtte dette.

Udenrigsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning. For god ordens skyld kan det dog nævnes, at folketinget under forespørgslen til udenrigsministeren om den udenrigspolitiske situation (af Anker Jørgensen (S), Knud Øster-gaard (KF), Ivar Hansen (V), Ebba Strange (SF), Thorndahl (FP),
Brusvang (CD), Niels Helveg Petersen (RV), Anne Grete Holmsgård (VS) og Arne Bjerregaard (KrF) (se C.I. nr. 30) havde lejlighed til på ny at drøfte de i beslutningsforslaget omhandlede spørgsmål, især i forbindelse med det forslag om motiveret dagsorden, der senere blev vedtaget.
Partiernes ordførere
Lasse Budtz (S), Ole Bernt Henriksen (KF), Arne Christiansen (V), Pelle Voigt (SF), Gert Petersen (SF), John Arentoft (FP), Poul Emmert Andersen (CD), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Steen Folke (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)