B 80 Forslag til folketingsbeslutning om et centralorgan for forskningsbibliotekerne

Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Ved forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til at oprette et centralorgan for forskningsbibliotekerne.

Efter forslaget skulle centralorganets virksomhed finansieres gennem årlige bevillinger på finansloven og gennem en rådighedssum for forskningsbibliotekerne.

Begrundelsen for forslaget fremgår af dets bemærkninger, hvori det bl.a. er anført, at forskningsbibliotekerne efter forslagsstillernes opfattelse har »nogle meget påtrængende problemer, hvis løsning ikke kan udskydes, til man engang ad åre vil kunne finde frem til et fælles lovgrundlag for de to bibliotekssektorer.« (Folke- og forskningsbibliotekerne.)

Ved forslagets 1. behandling udtrykte såvel ministeren for kulturelle anliggender som et overvejende flertal af ordførerne fra de politiske partier sympati for tanken om en ændring af forskningsbibliotekernes organisation, men der var delte meninger om, hvorledes dette skulle foregå.

Udvalget afgav en beretning over beslutningsforslaget. I beretningen er stort set alle de under 1. behandlingen angivne synspunkter tilkendegivet.
Partiernes ordførere
Mette Groes (S), Eva Bente Møller (KF), Povl Brøndsted (V), Ingerlise Koefoed (SF), Kristen Poulsgaard (FP), Jørgen Kruse Rasmussen (CD), Hans Larsen-Ledet (RV) og Inge Krogh (KrF)