Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget. Forslaget havde følgende ordlyd:
»Folketinget opfordrer regeringen til som led i bestræbelser på at forbedre sindslidendes vilkår at fremkomme med planer om forbedring af uddannelse og efteruddannelse af de personalegrupper, som varetager det daglige arbejde med psykiatriske patienter og plejepatienter.«
Om baggrunden for forslagets fremsættelse anførtes bl.a. følgende i de ledsagende bemærkninger:
»Debatten om sindslidendes vilkår har især drejet sig om de formelle regler vedrørende sindslidendes retsstilling. Den side af sagen er også vigtig, og forslagsstillerne har af samme grund bidraget hertil og samtidig med nærværende forslag fremsat andre forslag, som tager fat på retsstillingsspørgsmålet.
I det daglige er psykiatriske patienters vilkår dog nok så stærkt afhængige af klimaet på institutionen. Dette skabes ikke ved regler alene, men forudsætningerne for et godt klima er bl.a. tilstrækkelige normeringer og en rimeligt god uddannelse af de implicerede personalegrupper, så de har bedre muligheder for at forstå og acceptere denne særlige gruppe af patienter. Det giver næsten sig selv, at der skal særlige kvalifikationer til for at omgås psykiatriske patienter, dels fordi denne patientgruppe ifølge sagens natur kan være vanskelig, dels fordi en fremmedartet adfærd ofte mødes med fordomme, usikkerhed og angst, som ikke findes i forbindelse med andre sygdoms- eller patientkategorier.
Når man taler med sindslidende, der er eller har været indlagt, så er det et tilbagevendende træk, at kritik, forurettelse, angst, eller hvad der ellers måtte være af helbredelseshæmmende oplevelser under indlæggelsen, altovervejende retter sig mod plejergruppen. Det er ikke spor mærkeligt, eftersom det er denne del af personalet, patienterne har mest berøring med, og som har langt den dårligste uddannelse - og dermed formentlig også gennemgående den dårligste forståelse for patienternes adfærd og den laveste motivation - og som samtidig skal gøre det »beskidte arbejde« (fiksering m.v.).«
Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over forslaget.