Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.
Loven indebærer, at pensionister, der bor i tofamilieshuse, blandede ejendomme (ejendomme, der indeholder en eller to selvstændige lejligheder og tillige anvendes erhvervsmæssigt i væsentligt omfang) og stuehuse til ejendomme, der benyttes til landbrug, gartneri, frugtplantage eller planteskole, ved beregning af grundbeløb og hustrutillæg vil få beregnet ejerboligfradrag på grundlag af ejendomsværdien for hele ejendommen.
Herved ændredes de hidtidig gældende regler, som var udformet i overensstemmelse med skattelovgivningens regler om den procentvise lejeværdiberegning, og hvorefter ejerboligfradraget blev beregnet på grundlag af den ansatte ejendomsværdi for ejerboligen.
Loven trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. januar 1982.
Om baggrunden for lovforslaget er der i de ledsagende bemærkninger under henvisning til de hidtidig gældende regler anført følgende:
»Pensionister, der bor i stort set gældfri tofamilieshuse, blandede ejendomme og landbrugsejendomme m.v., vil som følge heraf ofte få et betydeligt formuetillæg. Dette berører den indtægtsregulerede del af pensionen og kan for pensionister under 67 år eventuelt medføre, at hele pensionen bortfalder.
På baggrund heraf vil regeringen foreslå indføjet en bestemmelse i pensionslovene, hvorefter de pågældende pensionister ved beregning af grundbeløb og hustrutillæg bliver stillet, som om hele ejendommen blev brugt til beboelse, idet ejerboligfradraget foreslås beregnet på grundlag af ejendomsværdien for hele ejendommen.«
Lovforslaget er en genfremsættelse af et i folketingsårets 1. samling fremsat lovforslag, der dog havde ikrafttrædelse til 1. januar 1982 (se 1. samling A.II. nr. 46).
Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om invalidepension m.v. (Ejerboligfradrag for pensionister, der bor i tofamilieshuse, blandede ejendomme og landbrugsejendomme m.v.) og forslag til lov om ændring af lov om pension til enker m.fl. (Ejerboligfradrag for pensionister, der bor i tofamilieshuse, blandede ejendomme og landbrugsejendomme m.v.) se de nærmest følgende sager. I den afgivne fælles betænkning over de tre lovforslag fremsatte socialministeren ændringsforslag med hensyn til ikrafttrædelsestidspunktet for de tre love, der oprindeligt var foreslået til 1. april 1982, hvilket blev vedtaget ved lovforslagenes 2. behandling.
Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 140 stemmer. 5 (VS) stemte hverken for eller imod.