I skrivelse af 18. december 1981 (jfr. endvidere skrivelse af 12. januar 1982) anmodede justitsminister Ole Espersen om folketingets fornyede samtykke efter grundlovens § 57 til den tiltale, der var rejst mod folketingsmedlem Mogens Glistrup for overtrædelse af straffeloven, skattekontrolloven og kildeskatteloven. Til denne tiltale havde folketinget tidligere - den 12. juni 1974 og den 31. oktober 1974 - meddelt samtykke, der efter afholdelse af folketingsvalg blev fornyet den 13. marts 1975 og den 25. marts 1977. (Se herom årbog 1973-74, side 441, årbog 1974-75, side 601 og 614, samt årbog 1976-77, side 552).

Ministeren henviste i skrivelsen til den af Københavns byret afsagte dom af 17. februar 1978 og til, at denne dom var blevet anket til østre landsret, samt til, at folketinget den 14. november 1979 efter afholdelse af nyvalg i oktober 1979 havde meddelt fornyet samtykke til den rejste tiltale. (Se herom årbog 1979-80, side 389).

Justitsministeren oplyste, at Glistrup ved østre landsrets dom af 23. november 1981 blev dømt for overtrædelse af straffeloven, skattekontrolloven og kildeskatteloven.

Ministeren oplyste endvidere, at han den 11. december 1981 meddelte Mogens Glistrup tilladelse til at indbringe østre landsrets dom af 23. november 1981 for højesteret.

Herudover henviste ministeren i skrivelsen til, at der nu på ny havde været afholdt nyvalg til folketinget, hvorved Glistrup var genvalgt.

Andragendet blev i overensstemmelse med forretningsordenens § 25, næstsidste pkt., henvist til udvalget for forretningsordenen, der - efter at have behandlet sagen - den 19. januar 1982 afgav en betænkning (B sp. 1385), som indeholdt følgende to indstillinger:

»Et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer) indstiller til folketinget, at der gives fornyet samtykke efter grundlovens § 57 til den rejste tiltale.

Et mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller, at det begærede samtykke ikke meddeles.

Ved valget den 8. december 1981 opnåede Mogens Glistrup valg til folketinget med 18.927 personlige stemmer. Dette skete, uanset at vælgerne utvivlsomt var bekendte med den pågældende straffesag.

Når vælgerne alligevel giver så betydelig tilslutning - næst efter de to største partiers partiledere den største i landet - må det være meningen, at Mogens Glistrup skal kunne hellige sig arbejdet i folketinget og have fornøden tid og ro til at fordybe sig i de tusindtallige alvorlige problemer for hele det danske samfund, som folketinget anno 1982 er stillet over for. Men det vil være umuligt, hvis han samtidig skal beskæftige sig med sidsteinstansbehandlingen af den enormt store straffesag (skønsmæssigt er den især i kraft af det af myndighederne fremlagte svulmet op til henimod 250.000 sider papir).

Når der skal tages stilling til, om Mogens Glistrups arbejdskraft først og fremmest skal bruges i folketinget eller først og fremmest skal bruges på sagen, må denne prioritering afgøres ud fra, at landets øverste organ - folketingsvælgerne - har truffet den nævnte afgørelse.

Imod at meddele det ansøgte samtykke om ophævelse af Mogens Glistrups immunitet taler yderligere de mange hensyn, som har været fremdraget ved folketingets tidligere behandlinger af sagen. Herom henvises til Folketingstidende 1973-74 (2. samling) tillæg B, sp. 769-832 og forhandlingerne sp. 7592-7636, Folketingstidende 1974-75 (1. samling) tillæg B, sp. 9 ff og forhandlingerne sp. 1260ff, Folketingstidende 1974-75 (2. samling) tillæg B, sp. 41 ff og forhandlingerne sp. 1732-1758, Folketingstidende 1976-77 (2. samling) tillæg B, sp. 75-80 og forhandlingerne sp. 1262-1274, Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 4113-4120 og Folketingstidende 1979- 80, 2. samling, tillæg B, sp. 1 ff og forhandlingerne sp. 524-537. Dette materiale suppleres af de som bilag til nærværende betænkning optrykte artikler »De fortiede skandalers sag« (bilag 3).

Samtlige de dér fremdragne forhold imod immunitetsophævelse er fuldt ud blevet bekræftet af udviklingen og gør sig stadig gældende med fuld styrke.

Til de således anførte hensyn slutter sig nu yderligere de mange forhold, som er fremdraget i den som bilag 4 og 5 til nærværende betænkning optrykte ansøgning af 3. og 7. december 1981 om tredjeinstansbevilling og de - ligeledes som bilag - optrykte artikler fra Berlingske Tidende for 22. (bilag 6) og 30. december 1981 samt 2. januar 1982 (bilag 7). Så sent som i aviserne for den 18. januar 1982 var der urigtige oplysninger om sagen, og for at disse ikke skal øve fejlagtig indflydelse på folketingsmedlemmernes afstemning, optrykkes ligeledes de to dementier, som Glistrup den 18. ds. sendte de pågældende aviser (bilag 8 og 9).

Når alle de således foreliggende forhold forekommer i én og samme sag og lægges sammen, er det aldeles åbenbart, at de må føre til nægtelse af, at der gives samtykke i medfør af grundlovens § 57, hvis denne grundlovsbestemmelse overhovedet af folketinget skal tillægges nogen som helst realitetsbetydning - altså således at folketinget i nogle tilfælde meddeler samtykke og i andre nægter samtykke.

Enhver, der sætter sig ind i sagens aspekter, vil i al fald indse, at det var aldeles uden tilknytningspunkt til den foreliggende sag, da flertallets ordfører den 14. november 1979 anbefalede at give samtykke, fordi »folketingets medlemmer ikke bør fritages for normal retsforfølgning, som andre borgere ville komme ud for«, Folketingstidende 1979-80 (2. samling), forhandlingerne sp. 527. Det er en hån mod grundloven, hvis folketingsmedlemmer uden videre bare siger ja, hver gang anklagemyndigheden beder om det. Gør man det, skyder man i virkeligheden den opgave fra sig, som grundlovens § 57 har pålagt folketingsmedlemmerne. Når landets nuværende justitsminister endnu den 14. november 1979 udtalte, at »vi må forvente og kunne gå ud fra, at hr. Glistrups sag behandles ganske ligesom alle andre borgeres sager« (sp. 532), tør det nok siges, at det i de mellemliggende 26 måneder fremkomne klart og utvetydigt godtgør, at dette ikke er tilfældet.

Virkningen af nægtelse af samtykke vil alene blive, at højesteretsbehandlingen udsættes, indtil Mogens Glistrup ikke længere er medlem af folketinget (eller et senere folketing måtte give samtykke efter grundlovens § 57). Den udsættelse af sagens behandling, der herved vil ske, vil set fra retsmyndighedernes side kun give tid til fornøden saglig afklaring af de unægtelig i øjeblikket stærkt følelsesladet prægede synspunkter. Der vil ikke set fra retshåndhævelsens side forspildes noget som helst, idet der ikke udestår manglende vidneforklaringer af særlig central betydning, men alene problemer, vedrørende hvilke der foreligger fast grund under fødderne i form af skriftligt - fremlagt såvel som ikke fremlagt - materiale.

Endelig skal fremskridtspartiet beklage, at flertallet i udvalget for forretningsordenen - ligesom tilfældet har været de 5 foregående gange, sagen har været til behandling - ikke har taget sig tid til overhovedet at gennemgå fremskridtspartiets synspunkter. Mindstemålet for udvalgsbehandling må da være, at udvalgets medlemmer, før de tager stilling, gennemgår de synspunkter, som stilles til deres rådighed straks ved udvalgsarbejdets påbegyndelse. Fremskridtspartiet indstiller derfor, at sagens behandling i folketinget - som tilfældet var i november 1979 - indledes med særskilt behandling og afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal tilbagevises til realitetsbehandling i udvalget for forretningsordenen.«

Eneste behandling af indstillingerne fra udvalget for forretningsordenen fandt sted den 28. januar 1982 (F. sp. 803). Først forhandledes det af mindretallet i udvalgsbetænkningen stillede forslag om standsning af sagens behandling og henvisning af denne til fornyet behandling i udvalget. I denne forhandling deltog Maisted (FP) og Svend Jakobsen (S). Forslaget forkastedes med 14 stemmer (FP) for, 135 imod. Ingen undlod at stemme.

I den følgende forhandling om udvalgsflertallets indstilling deltog Maisted (FP), Svend Jakobsen (S) og Askjær Jørgensen (FP).

Udvalgsflertallets indstilling vedtoges med 136 stemmer mod 14 (FP). Ingen undlod at stemme.