B 38 Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning af sikkerhedskurser.

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer arbejdsministeren til at give udstrakte dispensationer fra reglerne om sikkerhedskurser, således at disse afskaffes på hele administrationsområdet og på tilsvarende områder, hvor der ikke består nogen speciel risiko sammenlignet med, hvad der følger af at færdes i og omkring hjemmet.«

Om baggrunden for forslaget anførtes bl. a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»I alt 112.000 mennesker har nu været på sikkerhedskursus i en lille uge. Det har kostet 200 mill. kr.

En lang række samstemmende udsagn fra personer, der har deltaget i sådanne kurser, har godtgjort, at der er tale om tidsspilde, som lovgiverne næppe har haft i sinde, da arbejdsmiljølovens § 9, stk. 3, blev vedtaget.

Den pågældende lovbestemmelse lyder i al sin enkelhed:

»Arbejdsgiveren skal give såvel sikkerhedsudvalgets som sikkerhedsgruppernes medlemmer lejlighed til at erhverve sig den fornødne viden om eller uddannelse i sikkerhedsmæssige spørgsmål.«

Ordene »viden om eller uddannelse i« kan umuligt forstås sådan, at alle skal have en uddannelse. Der står udtrykkeligt »eller«, hvilket ikke blot åbner mulighed for, men direkte forudsætter, at den fornødne viden kan gives på anden måde end gennem uddannelse, f. eks. gennem udlevering af skriftligt materiale til hjemmestudium.

Arbejdsministeren har på dette felt som på næsten hele arbejdsmiljølovens område overfortolket lovgivernes hensigter og nedbrudt respekten for sikkerhedsarbejdet.«

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Svend Taanquist (S), Grethe Fenger Møller (KF), Bertel Haarder (V), Ole Henriksen (SF), Ole Maisted (FP), Grethe Kindberg Jørgensen (CD), Lone Dybkjær (RV) og Arne Bjerregaard (KrF)