L 92 Lov om ændring af lov om socialindkomst.

(Medregning af arbejdsgiveradministrerede pensionsbidrag og udeladelse af fradrag for visse afskrivninger m.v.).

Af: Socialminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 54 af 18-02-1981
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Loven tilsigter at udbygge begrebet socialindkomst, således at følgende forhold medregnes i opgørelsen af socialindkomsten.

Det beløb, en arbejdsgiver indbetaler til en pensionsordning, som er oprettet som led i et ansættelsesforhold, og som er omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I. Desuden medregnes et beløb, der af arbejdsgiveren indbetales til ATP.

For personer, der er omfattet af en tjenestemandspensionsordning eller lignende ordning, er ordningen udformet således, at der medregnes en lønandel.

Endvidere vil der ikke fremover kunne foretages fradrag for forskudsafskrivninger, henlæggelser til investeringsfonds og varelagernedskrivninger.

Lovforslaget er udarbejdet på baggrund af en redegørelse fra arbejdsgruppen om socialindkomst. Arbejdet med denne redegørelse blev fremskyndet i anledning af en tilkendegivelse i betænkning over forslag til lov om socialindkomst (se Folketingsårbog 1979-80 side 278) om, at man skulle søge at opnå en ligestilling mellem persongrupper med forskellige pensionsordninger.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om børnetilskud og andre familieydelser og om ændring af lov om inddrivelse af underholdsbidrag m.v. (Socialindkomst og betingelserne for forskudsvis udbetaling af børnebidrag m.v.) (se nærmest følgende sag).

Lovforslaget blev vedtaget med 82 stemmer (S, RV, KrF, CD og Flygaard (DR), Mølgaard (DR) og Lis Starcke (DR)) mod 70 (V, KF, FP, SF, VS og Alfred Hansen (DR)).
Partiernes ordførere
Erik Brünnich Smith (S), Peter Brixtofte (V), Ole Pilgaard Andersen (FP), Agnete Laustsen (KF), Birthe Nielsen (SF), Aase Olesen (RV), Keld Albrechtsen (VS) og Ole Flygaard (DR)