L 88 Forslag til lov om ændring af patentloven

Af: Industriminister Erling Jensen (S) Industriminister og Erling Jensen (S)
Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Lovforslaget tilsigtede at skabe hjemmel for Danmarks tiltrædelse af Den europæiske Patentkonvention, vedtaget i München den 5. oktober 1973, og Fællesskabets Patentkonvention, vedtaget i Luzembourg den 15. december 1975.

Indholdet af disse aftaler på patentrettens område er udførligt beskrevet i lovforslagets bemærkninger, hvor begge konventioner er optrykt som bilag, og i folketingsårbøgerne 1976-77 side 464, og 1977-78 side 121. I korthed går disse aftaler ud på at tillægge et internationalt organ - Den europæiske Patentmyndighed - kompetence til sideordnet med det danske patentdirektorat at udstede patenter med gyldighed her i landet, at give administrative bestemmelser om disse patenter og - for så vidt angår Fællesskabspatenter - at pådømme sager om bl.a. et patents gyldighed.

En sådan afgivelse af beføjelser betyder, at lovforslaget må behandles efter grundlovens § 20, således at vedtagelsen kræver et flertal på 5/6 af folketingets medlemmer.

Ved lov nr. 264 af 8. juni 1978 om ændring af patentloven var der skabt hjemmel til dels at ratificere patentsamarbejdstraktater, udfærdiget i Washington 19. juni 1970, dels at ratificere konventionen om samordning af visse dele af den materielle patentret, udfærdiget i Strasbourg den 27. november 1963, samt foretaget væsentlige ændringer, hvorved den danske patentlovgivning blev bragt i overensstemmelse med andre europæiske landes loves og med de to europæiske konventioner, dels fællesskabskonventionen, dels den europæiske patentkonvention.

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om hemmelige patenter, se nærmest følgende sag.

Under udvalgsarbejdet viste det sig, at der ikke kunne samles 5/6 flertal for forslaget, hvorfor erhvervsudvalget afgav en fælles beretning over forslagene, hvoraf bl.a. fremgår:

»På grund af forslagenes komplicerede karakter, herunder det forhold at forslaget om Danmarks tiltrædelse af Den europæiske Patentkonvention og Fællesskabets Patentkonvention er omfattet af grundlovens § 20 og derfor kræver 5/6 flertal, har det ikke været muligt for udvalget inden for den givne tid at færdigbehandle forslagene i indeværende folketingssamling.

Udvalgets hidtidige behandling af forslagene samt ministerens besvarelser af udvalgets spørgsmål har haft et sådant omfang, at der herigennem er tilvejebragt et betydningsfuldt materiale, på grundlag af hvilket udvalget vil kunne fortsætte sine overvejelser i den kommende folketingssamling. For at lette dette arbejde har udvalget som bilag til nærværende beretning optrykt udvalgets spørgsmål tillige med industriministerens besvarelser samt de skriftlige henvendelser, som udvalget har modtaget, og industriministerens kommentarer hertil.«
Partiernes ordførere
Christian Kelm-Hansen (S), Uffe Ellemann-Jensen (V), Anders Fogh Rasmussen (V), Karl Kjelgaard (KF), John Lawaetz (FP), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Janne Normann (RV), Mimi Jakobsen (CD), Alfred Hansen (DR) og Niels Mølgaard (DR)