L 220 Lov om ændring af lov om sygehusvæsenet

Af: Indenrigsminister Henning Rasmussen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 252 af 27-05-1981
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Ved loven, der træder i kraft den 1. januar 1982, får personer med bopæl i udlandet ret til befordring eller befordringsgodtgørelse ved hjemtransport efter sygehusbehandling, såfremt dette følger af traktatmæssige forpligtelser. Det er i givet fald sygehusvæsenet i opholdslandet, der skal betale befordringen til bopælslandet.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i den skriftlige fremsættelse:

»Lovændringen er en forudsætning for, at Danmark kan ratificere den nye nordiske tryghedskonvention, som blev undertegnet den 5. marts 1981 i forbindelse med Nordisk Råds 29. session i København.

Efter de gældende regler om fribefordring ved sygehusbehandling er der for personer, der bliver syge under midlertidigt ophold, kun en ret til fribefordring tilbage til det midlertidige opholdssted.

Den nordiske tryghedskonvention vil imidlertid give ret til at få dækket merudgifter som følge af sygdommen ved hjemtransporten til bopælslandet. Det er endvidere fastsat, at disse merudgifter skal dækkes af opholdslandet og ikke af bopælslandet, sådan som det ellers er tilfældet med den danske rejsesygesikringsordning.

Da tryghedskonventionen skal ratificeres senest den 30. oktober 1981 for at træde i kraft den 1. januar 1982, har det været nødvendigt allerede i indeværende samling at fremsætte lovforslaget.«

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 162 stemmer.
Partiernes ordførere
Kirsten Andersen (S), Svend Erik Hovmand (V), Uffe Thorndahl (FP), Agnete Laustsen (KF), Ingerlise Koefoed (SF), Janne Normann (RV), Arne Melchior (CD) og Ole Flygaard (DR)