L 204 Forslag til lov om slagteristrejkens afblæsning

Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Ifølge lovforslaget skulle strejkerne iværksat af Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet afsluttes mandag den 27. april 1981. Løn- og arbejdsvilkårene for tiden fra denne dato til udgangen af februar 1983 skulle fastsættes af en voldgiftsret bestående af 3 medlemmer, hvoraf formanden skulle udpeges af højesteret, en arbejdsretskyndig af arbejdsretten og en økonomisk sagkyndig af det økonomiske råds formandskab. Løn- og arbejdsvilkårene skulle ifølge lovforslaget ændres niveaumæssigt svarende til de ændringer, der havde været almindelige for de i marts 1981 afsluttede overenskomster på LO-området.

Under lovforslagets 1. behandling gav statsministeren en oversigt over forhandlingssituationen og gav udtryk for, at parterne efter regeringens opfattelse fortsat burde have mulighed for selv at nå frem til en forhandlingsløsning.

Et lovindgreb som foreslået af fremskridtspartiet med dette lovforslag fandt statsministeren »et overordentlig uklogt initiativ«, og regeringen kunne ikke medvirke til at støtte dette.

Mens der under 1. behandling fra en del ordføreres side blev givet udtryk for en positiv holdning til om nødvendigt at medvirke til gennemførelsen af et indgreb i den den 22. april indledte konflikt, var der alene hos FP's ordfører tilslutning til den foreslåede form.

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Knud Enggaard (V), Leif Glensgård (FP), Erik Ninn-Hansen (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Jens Jørgen Bolvig (RV), Arne Melchior (CD), Poul H. Møller (KrF), Carl Thio Tyroll (VS) og Ib Christensen (DR)